Skive d.02.11.08
En rejseberetning, værs’go’ at læse…
CAIRO 2008:
Så er det præcis en uge siden, jeg kom hjem fra mit lækre ophold i Cairo. Vi var en hel flok mavedansere, der tog sammen af sted. Min underviser Tine, og hendes engelske veninde Kay, arrangerede en tur specielt bygget op til dansere, og det var en rigtig god tur, læs bare videre ?
Vi ankom til Cairo midt nat og blev indkvarteret på vores hotel, et fint hotel bygget i 30’erne, så vidt jeg husker, det var med rigtig mange fine gamle møbler og de fineste sildebens parketgulve, jeg følte mig virkelig hensat til en helt anden tid, det var lidt ligesom at bo indeni en film.
Selvom vi ankom sent natten før, var der no mercy, dagen startede li’ på og hårdt med dagens program, som bl.a. bestod af, at lære at krydse gaden. Cairos gader er fyldt med ca. 2.000.000 biler, som kører efter noget, der i hvert fald ik’ er danske færdselsregler, og de fleste biler havde da os’ buler og ridser langs siden. Men selvom de, ud fra danske forhold, kørte råddent, så var de alligevel hensynsfulde og kørte, på en eller anden mystisk måde, ret sikkert.
Vi blev vist en lille tur rundt, og fik vist nogle fixpunkter, så vi selv kunne begi’ os af sted, og forhåbentlig finde hjem igen. Taxichaufførerne kan højst sandsynligt ikke engelsk, og selv om vi havde en lap papir med hotellets navn og adresse på, skrevet på arabisk, så kan taxichaufførerne ikke nødvendigvis læse.
På vores lille gåtur kom vi os ned til Nilens bred, så syret at stå og kigge ud på Nilen, der var faktisk meget, ved den her tur, der var uvirkeligt, på en eller anden måde.
Vi begav os også ud i metroen, som i Cairo er ret simpel, da der kun er én linje, i guidebøgerne står der, at metroen er et usikkert sted for turister, men det mærkede vi altså ikke noget til, vi tog os’ generelt kvindevognene frem for de blandende vogne, så var vi fri for blikke fra mændene, når nu vi var så anderledes, selv om vi forsøgte at passe ind, så lyste vi bare langt væk af turister og blå øjne. Metroen var en ok oplevelse for mig, og en tur på 6 stop kostede, tja, 1 kr.
Vi skulle ud til en designer, Hanan, og da vi stod af metroen boede hun jo li rundt om hjørnet, Det var mekka at komme ind i hendes butik, dragter i massevis, og stokke og slør og bælter osv. osv. Dem der ville have en dragt skulle prøve, så der kunne rettes til, eller syes helt ny. Og der var mange der blev lokket.
Om aftenen gik vi, nogle stykker, en tur hen i gaden ved siden af hotellet, hvor der var et stort frugt og grønsagsmarked, vi fandt en lille bager med de lækreste kager, med figen/dadel-agtigt fyld, en ret anderledes bager end herhjemme, men meget godt med en flaske vand og en figenkage med i tasken til sukkerbalancen, så jeg var ved bageren nok hele 3 gange, mens vi var der ?
Dagen efter stod i turismens tegn, vi skulle selvfølgelig en tur ud til pyramiderne nu når vi var i Gypten. Og turen fra Cairo til Giza var meget kort, bydelene er vokset sammen, så jeg fandt aldrig ud af, hvornår vi befandt is i Giza, og hvornår vi befandt os i Cairo, men syret var det, da vi kørte, der på vejen, og ude horisonten fremkom pyramiderne, hmm, noget jeg forbinder med billeder på postkort og historiebøger fra folkeskolen, og jeg fik den der fornemmelse: ”så findes de virkelig”, men det tog altså et par dage for det stedfæstede sig, at jeg havde set pyramiderne, og at jeg faktisk troede på det med hjertet også.
Vi var nogle stykker som selvfølgelig skulle ind i en pyramide, vi tog en lille en til start, vi skulle igennem en lang skakt 20 meter ned, og vi kom til et lille gravkammer. Der var alt for varmt og alt for mange andre turister, der havde fået samme ide, så jeg glædede mig til at komme op igen, hvilket tog lidt længere tid end håbet, da det jo var” one-way”, og der bare blev ved at komme flere og flere japanere ned i det mere og mere fyldte rum, men op kom jeg, og det var helt omvendt, at komme ud i kulden, sådan føltes det i hvert fald, da de 29 grader ramte mig igen. Da Nibel (en utrolig dejlig lokal guide vi havde fornøjelsen af et par gange på turen) spurgte, om der var nogen, der nu ville med d ned i den 85 m dybe skakt, sagde jeg pænt: ”nej tak” ?
Den største oplevelse for mig, ude i ”Pyramideland”, var at se Sfinx med mine egne øjne. Sfinx, Pyramiderne og Tutankhamon, har jeg været fascineret af li’ siden vi havde emneuge om, for mit vedkommende Afrika, i 3.kl på friskolen. Så det var så syrealistisk, at være der, og se hvor store bygningsværker, det egentlig er. Og tanken om hvordan de er blevet bygget, lod jeg bare ligge, da jeg gerne ville hjem uden at være gået fra forstanden.
På vej tilbage til Cairo kørte vi lidt uden for byen, ud på landet, til en gammel gade, hvor de udelukkende solgte galabia’er og kjortler og den slags klædedragter, så der kom jeg af med lidt af mine penge. Vi gjorde også stop hos et parfumeri, som Nibel kendte til, som udvandt 100% æteriske olier, så det var noget skidt at de tog VISA ?.
Det var rart med køreturen hjem, at vi kom lidt uden for byen, og så det mere oprindelige landliv, der kørte de med æselkærrer og hestevogne (vi så da os et færdselsuheld med hest ?), og det hele mindede mig om Thailand, og jeg sendte Signe mange tanker fra vores ophold der. Der var palmer og pottemagerier og ”planteskoler” ud til vejen, ganske som på vejen fra Udon Thani til Nong Bua Lamphu ? Så jeg fik helt ondt i maven, og blev overbevidst om, at jeg må til Thailand igen. Snart!!! Da vi kom til udkanten af byen igen, kørte vi igennem et område med, jeg ved ikke hvor mange, ufærdige huse, det så rigtig grimt og deprimerende ud, trods frodige grønne palmer ind imellem, men sagen er den, at du først skal betale skat, når huset er færdigbygget, så derude boede folk i huller, ja sådan så det ud, et stykke ”murværk” med store tomme huller i (der hvor vinduerne skulle have været), hvor man så kunne se, at det var beboet, da der hang vasketøj ud fra de manglende vinduer.
Vi var allerede godt trætte her kun 2. aften, da vi allerede havde mange anderledes oplevelser med i rygsækken, men programmet var action-packed, hvad vi jo selv havde valgt, så turen gik til Yasmina, en lokal, tidligere stor mavedanserstjerne. Og så fik vi Pyramiderne at se igen, da hun boede i en ”roof-top-appartment”, ude i Giza, og jeg tænkte bare: ” hvad skal man med kunst på væggene, når Pyramiderne ligger oplyst, li uden for dit vindue”? Waaauw, om end ikke endnu mere syrealistisk end at være ved pyramiderne, men at de lå der, som kæmpe trekanter, li uden for vinduet! Ja, det kan ik’ beskrives i en mail, ville ønske i alle kunne opleve det!
Hos Yasmina var der festaften med mange forskellige dansere, og god hjemmelavet egyptisk mad. Hold op, hvor kan jeg godt lide det egyptiske køkken, det minder rigtig meget om Shaghayegh og Shala’s formidable iranske mad, som jeg jo har været fan af, siden jeg lærte dem at kende som teenager, så jeg følte mig virkelig hjemme på den kulinariske del af turen (det er for øvrigt hårdt at komme hjem og skulle lave mad selv igen).
Aftenen startede med at en meget ung, virkelig dygtig mavedanserinde indtog stuen, jeg tror hun var 12 år, og 100 gange dygtigere end mig, jeg vil blive bange for hende, når hun bliver voksen, whaaauw, hvad kan det ikke blive til, men ok, det ligger i hendes kultur og hun danser med Yasmina, det er dømt til at lykkedes!!! Ud over den unge danserinde dansede Yasmina også, og jeg gjorde da os’, da den unge pige trak mig på gulvet, der var også nubisk dans, hvor vi os alle blev shang’hei’et og morede os bravt, det fede var jo, at det hele var til live musik, et lille orkester gav den fuld skrue. Dem synes vi rigtig godt om, li ind til vi opdagede, at en af dem gik rundt med en pistol i bukselinningen, pyha! Men alt i alt en god aften med lidt anderledes dans end bare den orientalske vrikke-med-hofter-dans som vi kalder mavedans i DK. Jeg har i hvert fald tabt mit hjerte til den nubiske dans, men det havde jeg os på fornemmelsen inden vi tog af sted, da Tine brugte det li kort herhjemme til opvarmning, inden afrejse, det er virkelig livsbekræftende og vækker glæde hos mig!!!
Næste dag skulle vi til et ”gym” og have undervisning af en mand, Mohammed Kazafy. Jeg siger dig, han kunne danse, og han vrikkede så meget med røven, som jeg aldrig har set nogen mand vrikke med røven før, og når jeg kiggede rundt på de andre, så var deres øjne da os fast rettet mod hans lille popo, og jeg skal da ikke sige mig selv fri. En anden ting er, at det er man os bare nødt til, når man skal lære nyt, men ret kedeligt for ham nok, at han aldrig har øjenkontakt med sine elever ? Midt i det hele kom der en journalist fra en Egyptisk avis, som gerne ville stille ham et par spørgsmål og overvære hans undervisning, og vi blev foreviget på et par fotos, så jeg tror faktisk vi endte i en Gypter avis dernede. Jeg havde det sjovt og det var lærerigt hos Kazafy, og jeg tror, han sys vi var ok gode, af en folk blandende quinder fra kolde stive DK, at være. Jeg vil i hvert fald gerne have undervisning af ham igen, for han var god, så måske vi kan betale os fra, han kommer en tur til DK, næste gang han er i England, så de dansere, der ikke var med i Gypten, kan få glæde af ham også?
Næste dag skulle vi på Nil-cruise, vi skulle med Hotel Marriots cruisingrestaurent, Maxim, for at se mavedans, en af de helt store stjerner i Cairo: Rhanda Kamal, og sikke en oplevelse, hun var anderledes, må man sige, men virkelig dygtig, hendes stil kunne jeg godt li’ (li’ på nær de par silikonebabser hun havde fået ”stavlet” helt unaturligt op under hagen), hun var noget særligt, sys jeg! Hende vil jeg gerne se danse igen. Og hendes orkester var godt og jeg fik min elskede surna at høre, enten elsker man den skingre falske surna, eller også hader man den, og sammenligner med en kat, der ikke har det rigtig dårligt, men en ting man IKKE gør, er at falde i søvn, det ER en umulighed, for det er en mega høj lyd der går lige ind, så vi var da færdige af grin, da vi fik øje på en gammel indisk dame, der sad og snork sov, li i retningen af surnaens høje skingre udblæsning, for mig ville det være mission imposible! Godt gået, granny.
Vi var os på markedet, Khan Khalilli, flere gange i løbet af turen, vi var hos ”ham der Mamut” flere gange. Han har den mest velassorterede forretning, med mavedansergrej, jeg nogen sinde har set. Dragter og tilbehør i 3 etager, samt perler og frynser, mønter osv. i skabe fra gulv til loft på samtlige etager, det var for vildt, igen noget man skal opleve, for det kan ikke beskrives. Det er der mange ting, ved denne tur, der ikke kan, så jeg føler det noget fattigt, når jeg li’ gennemlæser, hvad jeg har skrevet, men sådan må det være, så kan I tage med om 2 år, der satser jeg på at have sparet op igen, og så må jeg gå lidt mere amok, og få en dragt eller 2 designet til mig til den tid ?
På markedet fandt jeg de lamper, jeg måtte eje, til min gang, i min nyligt indflyttede lejlighed. Jeg havde set nogle på Yasminas toilet, som jeg forelskede mig i, men tænkte, at dem ville jeg nok ik’ li komme forbi på min vej, men det gjorde jeg så, men de var ik’ helt, som jeg gerne ville havde dem. Hvis man parrede 2 forskellige sammen, var de som jeg godt kunne tænke mig, og vupti bum, så fik jeg mine 2 lamper og glasdimser med, så jeg kunne bygge min egen lampe, når jeg kom hjem, så den kunne blive præcis, som JEG ville have den! Det er det, jeg elsker, når jeg har rejst i udlandet, lidt længere væk end Vesteuropa, at der er en fleksibilitet, en evne til at gi’ sine medmennesker det, som dem ønsker, modsat herhjemme, hvor der er regler og normer, der skal overholdes, tit bare for nu en gang at gøre det, selvom det ønskede egentlig godt kan lade sig gøre, men nej det gør vi så ik li’ i dk! Så jeg fik dimser og dutter og lidt ekstra pingel-pangel med, og en anden fatning, da den fatning der var i, ik’ var tilfredsstillende til frøkenen (den passede ik til danske pærer), og jeg var glad for handlen, og han var glad for handlen. Hele lednings- fatnings- delen ku jeg have sparet ham for, for da jeg kom hjem og fik set på det, ku jeg se, at det var den lidt mere brandfarlige-hovsa-udgave, end vi har herhjemme, så eftersom jeg nu bor på 3.sal, og kun har én udgang, valgte jeg, at købe nye fatninger, i dyre domme, og skifte det ud, men det er totalt li meget, for nu har jeg li’ præcis de lamper, som jeg drømte om og allerbedst kunne tænke mig.
Om aftenen skulle vi ud og se et folklore show, med gratis entre, sponsoreret at det egyptiske kulturministerium. Det var i meget flotte omgivelser, en fin bygning, nærmest et 4-længet lukket fort, hvor vi som publikum sad i ”gårdhaven”, med åbent kig, til hvad jeg tror, må ha’ været ”den-lede-stjerne”. For dem af jer, der har set Devdas, var det nærmest en bygning som den derfra, hvor dramaet foregår i flere etager, med åbent kig til den fælles midte. Når jeg bliver rig på penge eller guld, vil jeg bo sådan et sted, evt. i bare lidt mindre målestok.
Denne aften, var for mig, en af de bedte oplevelser, det var så fantastisk og virkelig professionelt og endda gratis, sad ved siden af en brasilianer, hun var grædefærdig med tårerne løbende ned af kinderne, da det var færdigt, men der var også mange religiøse islæt i forestillingen, det var Darwish’er, der snoerede rundt og rundt, for symbolsk, at komme i kontakt med de højere magter. Det var smukt, selvom man ikke er troende, da de var så uhyggeligt præcise i alt hvad de gjorde, imponerende, virkelig ground’ende og centrerede mennesker.
Vi tog derfra ud for at spise aftensmad, og på dette tidspunkt af rejsen, havde min mave indstillet sig på, at indtage aftensmaden senere end 21-22 tiden, vil dog sige, at jeg var pænt sulten, da vi endnu engang, fik rigtig lækker Gypter mams.
Derefter tog vi på vores efterhånden stamcafe, hvor Jytte og jeg skulle ryge en vandpibe, Grethe fik os’ lyst, da vi var der, og det var hygge med fælles røg! Vandpibe hører sig til når man er i Gypten!
Dagen efter skulle vi igen have selskab af Nibel, vores søde guide, hun ville tage os med i det gamle islamiske Cairo. Vi startede med at besøge en stor moske; Citadel of Salah al-Din. Det var et utroligt smukt bygningsværk, og jeg gik amok med kameraet, elsker den slags arkitektur, hvis ik’ jeg kan få føromtalte ”slot”, når jeg bliver rig, vil jeg have en nedlagt moske, som jeg kan indrette og bo i. Vi var os i en mindre moske samme dag: Mosque of Sultan Hassan, og der var vi så heldige, at Nibel, mod lidt tips, fik Imamen til at synge op i et af moskeens tårne, det var os’ en af de nævneværdige oplevelser på min tur! Desværre kan jeg ik’ få videoklippet ud af mit kamera, så jeg har en lille gåde der, jeg skal have løst, da det skal være min ringetone på mobilen (er du ik glad for det Tina?).
Vi spiste frokost i en park, Al Azhar, igen sad vi i et imponerende bygningsværk, og maden var igen rigtig lækker, vi fik så mange forskellige retter ind og smukke bordgrill’er (ved stadig ik’ hva’ grill hedder i flertal, på dansk), med de smukkeste ornamenter på. Det var virkelig en frokost med stil og afslapning, det var i hvert fald kæmpe stole, man kunne læne sig godt tilbage i, og sofaer var der også. Vi spiste godt, da vi vidste denne dag ville blive en af de længste, så aftensmaden ville lade vente på sig.
Aftenens program var nemlig natclubben El Rashid, på Seramis, hvor Dina skulle optræde, Cairos pt. allerstørste stjerne. Jeg betalte gladelig over 800 DKK for at få lov at komme ind på dette 5 stjernede hotels natclub, for at få lov, at se hende danse, og det var alle pengene værd. Det hele var en oplevelse i sig selv, for mig; vi sad der sammen med nogle rigtige rige Gyptere, oliecheik’er og li bag mig, sad der nogle mænd, der vist havde købt sig deres ledsagere, og til den anden side et fødselsdagsbarn med en stor flaske champagne, i en mindst li’ så stor køler (den vender vi tilbage til senere), og jeg havde i virkeligheden ik’ tøj, der var fint nok til, at jeg kunne komme sådan et sted.
Inden Dina gik på, var der forskellig underholdning, og Chris, Lene og jeg blev hevet på scenen, hvor vi dansende til” Pirhaps Pirhaps”, og andre fortolkninger af vestlig musik. Vi fik vores aftensmad ved 02-tiden denne aften, tror jeg (og trods 5 stjerner og den skyhøje pris så foretrak jeg maden på gadehjørnerne og de små lokale gyptersteder). Der var forskellige sangere, og orkestrene blev større og større. Da tæppet så endelig gik fra igen, kunne vi tælle, fra vores første parket, ikke mindre end 25 musikere, ja de fyldte faktisk næsten hele scenen, og det var tegn til, at nu ville Dina komme på,, og ganske rigtigt, hun indtog scenen og publikum med det samme. Hun VAR jo så vildt dygtig, som jeg havde hørt, men jeg blev klar over, at hende og Rhanda, var uden sammenligning. For mig, er de lige dygtige, men man kan ik’ tage den ene frem for den anden, da det de laver, gør de så forskelligt og personligt, at sige man bedre ku li den ene frem for den anden, ville blive på det personlige plan. Vi havde bare de bedste pladser, igen, og kunne se alle detaljer på Dinas dragter, (en gammel arbejdsskade fra skræddertiden), men det var fantastisk, og jeg tænke: ” hvordan skal jeg nogen sinde opleve noget der overgår dette”, og det gik op for mig, hvor træt jeg egentlig var, da var kl 4.30 om natten og jeg kunne se på de andre de os var færdige. Og det kunne Kay og Tine også se, for de sagde: ”vi ser li lidt af det næste, og så kan vi tage hjem”, men da tæppet igen gik fra, og vi sad der, trætte, halvsovende og hang, kom der noget som næsten overgik Dina, vi lyste i hvert fald op, og fik fornyet energi, da over 30 lækre mænd, i lyserøde skjorter og slips, indtog scenen i dansende samba-reagge. Og de kom mange, så mange, at de ik’ kunne være på scenen, og de hoppede ud over scenekanten, og dansede blandt os publikum, imellem de 10 cm, der var mellem stolenerækkerne, og da vi drejede rundt, for at danse med dem, kunne vi se, at der stod li så mange lyserøde mænd på den anden side af natclubben. Det var så syret, alle disse ens lyserøde mænd, der bare forsætte med at dukke op, som kom ud af den blå luft. Det var rigtig fedt, og endnu en gang blev vi hevet op på scenen, Helle blev shanghei’et af en af dem fra orkesteret, der drillende gav hende sin Reg, og så blev rollerne li’ skiftet om, for han så noget overrasket ud, da Helle bare, så selvfølgeligt, begyndte at spille, og følge resten af orkesteret, den der ler sidst ler bedst! Og da han ville have sin tromme igen, stak helle næsen i sky, og ville sgu ik’ af med den igen. Det var da jeg grinende, og dansede overværede dette, at det gik op for mig, at jeg stod på scenen, på dette fine sted, iført en gang gummi klip klap’ere, hjembragt fra Thailand, til den nette sum af 5-10 kr., hmm. Jeg gik ned fra scenen, ned til de andre, og stod så og dansede videre sammen med dem. Og så var det jeg sys alt blodet fra hovedet forsvandt, så jeg satte mig ned, med hovedet nedad, og da jeg rejste mig, forsigtigt, for at mærke, om det havde hjulpet, nåede jeg li’ at se Tines helt forkerte ansigtsudtryk, omme på den anden side af bordet, da hun spurgte, om jeg havde det dårligt. Og mere husker jeg ikke, jeg gik ud som et lys. Har siden hen fået at vide, at Tine li’ nåede at få fat i mit hår, så hun stod der, på tværs af et bord, og holdt mig oppe i håret. Fødselsdagsbarnet, med den store champagnekøler opdagede det, og det siges han smed champagnen hen af gulvet, og hoppede over bordet med iskøleren, og smed is i nakken på mig. Der var ik’ plads nok, til at jeg kunne komme til at ligge ned, med benene opaf, så de skulle have mig ud, og der var heller ik’ plads nok til, at de kunne bære mig ud, så efter sigende er jeg blevet båret ud på en stol, af 4 mand, en ved hvert stoleben, mens jeg, som en anden diva, har taget mig teatralsk til hovedet. Men som Tine siger, jeg kom derfra med stil (her tror jeg så li hun ser bort fra det faktum at jeg havde overpisset mig selv, hmm, godt jeg havde en sort kjole på!!) Jeg blev bragt hen til en læge som var rigtig sød, han inviterede mig med på natclub, i en af mine klare perioder, mellem 2 besvimelser, jeg sagde pænt nej tak næste gang jeg vågnede op igen. Næste gang jeg var klar i hovedet, var fordi jeg havde en sprøjte i den ene balle, noget medicin jeg ik’ ved hvad var, men de som der var med mig, sagde han havde sagt, jeg enten ville få opkastninger eller diarré af det. Jeg blev aldrig helt så frisk, at jeg kunne få spurgt om, hvad der var i sprøjten, men jeg ville gerne hjem til hotellet, frem for en tur på hospitalet (og der var ik’ overskud til begge dele), så da jeg spurgte, hvad jeg skyldte ham, ville han ikke have noget for sin hjælp, han sagde, han var læge, og at læger jo skal hjælpe folk, der har brug for hjælp. Og så spurgte han, om han skulle ringe efter en limosine, og jeg sagde bare: ”ja ja, gør det”, og så gik det op for mig, at han tog røret og skulle til at ringe efter en limo, da jeg sagde: ”nej tak, ingen limo, tak, vi tager en taxi”. Og det kunne han ikke lide at høre, og lokkede med limo’en igen, og vi holdt alle på, at vi skulle med taxi. Han løftede så røret igen, og bad om at få kørt sin bil frem, så ville han køre os hjem til hotellet. Jeg var stadig uklar, og da helle gav mig en pose, spurgte jeg hvad jeg skulle med den, den var fra lægen og til at brække sig i, fik jeg at vide, det gav mening. Vi kom i lægens bil, og han kørte os til hotellet, og jeg gav ham hånden og sagde mange tak for hjælpen, og registrerede, da jeg smækkede døren, at den brækpose nok i stedet var til at sidde på, da jeg så den runde våde plet, på hans fine lædersæder, ups! ? Jeg var rigtig glad for at se min seng denne, nu efterhånden, rigtig tidlige morgen.
Dagen efter, eller samme dag om man vil, var jeg stadig skidt tilpas, og ville derfor ikke være alene, eller, for den sags skyld, gå glip af dangens program, som heldigvis li’ var skruet sammen til en træt pige, sejlads i Feluca sejlbåd på Nilen, så der kunne jeg komme med og bare ligge og dase. På båden, som Helle fik lov at styre, skrev vi et kort alle sammen, til Nibel, og kom vores tips deri. Efter sejlturen, som jeg godt kunne have nydt hele dagen i en bikini, tog vi igen metroen ud til Hanan, jeg skulle hente mine kjoler, som skulle rettes til, og så fandt Lene li’ et bælte mere, som jeg jo var nødt til, at have med mig hjem! Hun fandt mange fine ting, som endte med at blive mine, altid li mine farver, det hun fandt til mig, det var jo godt, tak Lene ?
Og om aftenen igen var vi li på en crusingresturent, for at se lidt mavedans og indtage sen aftensmad!
Da vi vågnede næste dag, gik det op for mig, at det faktisk var sidste dag i Cairo, i denne omgang. Vi skulle tjekke ud til kl. 12 og flyve kl. 04, så lang dag at slå ihjel som hjemløs, men Kay, som havde modtaget et nyt hold dansere dagen før, og derfor skulle blive, var rigtig sød og lod os have fri afbenyttelse af sit værelse, så vores kufferter kunne stå der, og vi kunne hvile os, og tage bad osv. De fleste ville på Khan Khalilli igen, og det ville jeg egentlig også gerne, for at købe musik (købte for 600 kr, som den dag i dag ligger på Grand Hotel i Cairo, sammen med alt mit undertøj ?) og for at besøge ”ham der Mamut” en gang til, og li have det sidste udstyr med hjem (der er snart Bazar i Skive Mavedanserforening, så de der ik’ kom med til Cairo, kan få lidt nyt udstyr, så nu håber jeg bare, det bliver solgt, så jeg ikke brænder inde med det) så selvom lægens sprøjte var begyndt at virke satsede jeg og tog med, og det gik uden uheld. Vi tog efter en lang dag på markedet, hjem til hotellet og klædte om til flyvetøj, inden vi tog på Hilton, for at få ventetiden indtil take off, til at gå på bedste vis, og vi blev underholdt, et mix af cirkus/teater/stand up/komdie, det foregik på arabisk, men kropssproget var så godt, at vi skraldgrinede nærmest fra start til slut. Og før vi havde set os om, gik turen mod lufthavnen (hvor kufferten vejede 49,9 kg, heldigvis pga en deffekt vægt) og vi var på vej hjem til DK igen, og i flyet, af alle steder, gik min mave i gang og jeg huskede lægens ord om indsprøjtening = diarré, plus hans ord om at ta’ til læge når jeg kom hjem, jo tak, så herhjemme i DK har jeg så tilbragt tiden hos lægen, mandag, tirsdag, torsdag, fredag, og på mandag for jeg svar på sidste prøver, men alt tyder på jeg er sund og rask, efter 11 dage i diarréns tegn, after all ?. Det regnede jeg skam også med at jeg var, så det er godt, så jeg satser på snart, at starte på mine løbeture igen, li så snart diarre’en holder op ?
Alt i alt en utrolig fantastisk dejlig tur (selv om jeg bliver drillet med, at jeg ik’ kan tåle, at se 50 lyserøde mænd, uden at gå i gulvet), kan ikke skrive om alt, og slet ik’ beskrive det, så godt som det oplevedes, og har forsøgt at begrænse mig, men kan godt se, at det kom til at fylde en hel del, men igen; mine beskrivelser er det rene vand i forhold til de oplevelser, jeg kan huske tilbage på. Cairo kan anbefale,s hvis du er det mindste danseinteresseret eller mellemøsteninteresseret! Og en tur til Cairo med Tine/Kay kan anbefales ud over alle grænser, især hvis du er førstegangs rejsende!!! Og dem der siger det er dyrt; se li på alle de forbindelser du får for pengene!!!
Tak for en god tur alle mand (kvinder) Zette
Se fotos: http://picasaweb.google.com/lisettelangberg/CairoOkt08